Individuel psykoterapi
I psykoterapi er samtalen det primære værktøj. I dialogen får du mulighed for at forholde dig til de områder i dit liv, som volder smerte eller forstyrrer dig.
Typisk har vi mønstre, der spænder ben for os, og som, vi oplever, er svære at bryde, selv om vi godt ved, hvad vi “skulle” eller “burde” gøre. Alligevel er det ikke det, der sker.
Jeg tror psykoterapi tjener en dobbelt funktion. At få øje på mønstre der spænder ben for os og give os mod til at lytte til det, vi allerede ved om os selv, men som vi er kommet væk fra eller er bange for at lytte til.
I rummet, der opstår mellem os, inviteres du til at lytte ind ad og se på det, der forstyrrer uden at dømme for herigennem, at se det fra et nyt perspektiv. Ofte er det, når vi accepterer det, som er, at der opstår mulighed for forandring. Nye perspektiver åbner for, at du kan forholde dig på nye måder, og der kan ske noget andet.
I samtalerne vil jeg integrere opmærksomhed på kroppen i den udstrækning, det er meningsfuldt. Ved traume bearbejdning vil dette fokus være øget.
Jeg tilbyder psykoterapi til børn, unge og voksne
Et psykoterapeutisk forløb kan være af kortere eller længere varighed alt efter problematik og ønsker.
Som indledning til et terapeutisk forløb med et barn eller en ung vil jeg altid afholde 1-2 samtaler med forældrene, hvor vi taler om barnets/den unges problematik og behov og sammen finder ud af, hvad der er brug for.
I psykoterapi med børn vil der være fokus på at skabe et rum, hvor barnet kan udtrykke sig symbolsk. Det kan være gennem sprog, men det kan også være gennem leg, tegning og gennem samspillet mellem barn og terapeut.
Hvad kan der arbejdes med?
Mennesker henvender med mange forskellige problematikker. Det kan være ubehagelige tilstande eller symptomer, det kan også være voldsomme begivenheder som tab, traumer eller livskriser eller følelsesmæssige- og/eller relationelle vanskeligheder.
Fælles er ofte, at man søger lindring for noget, der opleves ubehageligt og har brug for at forstå og skabe mening i sit liv.
Det kunne eksempelvis være:
- Stress
- Angst
- Depression
- Ensomhed
- Lavt selvværd
- Problemer med følelsesmæssig regulering
- Vanskeligheder med at sætte grænser
- Relationelle vanskeligheder -arbejdsmæssigt eller privat
- Vanskeligheder i familien
- Diffuse følelser af tristhed, tomhed eller ubehag
- Traumer
- Tab
- Livs kriser
- Selvudvikling
Måske er du optaget af noget helt andet end det, der står på listen. Så er du også meget velkommen.